Ulvesanger - stille stier
Forord til katalog fra ustilling i Kunstbanken 2004, av Marianne Bech
Anne Kampmanns billedverden er en form for skabelsesberetning. Landskaber med vide udsyn eller dunkle skovstrækninger – befolket med dyr og med mennesker. Øjets faste holdepunkt er ofte horisonten der skiller himmel og jord – men ind imellem standser stjernehimlen eller den mørke skov blikket, og lader én ane konturerne af noget i det dybe mørke. Hun vender op og ned på sædvanligt vedtagne dimensioner, og skaber derved fortællingen – drejer opmærksomheden mod det sted i billedet, handlingen udspringer af. Hun har, både når hun arbejder grafisk og med maleriet, valgt en begrænset farveskala: grå, sort, blå, umbra, okker – og den dybe røde. Ørkenfarver. Jordpigment. En begrænset skala med en utrolig rigdom.
Billederne befinder sig et sted mellem drøm og virkelighed, mellem urgamle beretninger, fortællinger og eventyr. Men som svar på spørgsmålet om hun bruger drømme som forlæg for billederne svarer hun, at hun ikke bruger drømme bevidst, men at hun godt ind imellem bagefter kan se, at de kan være inspireret af en drøm. Der er en poesi – en ømhed og omsorg til stede i billederne. Men også ensomhed og en underliggende fare – en tvetydighed som netop skaber det spændingsfelt, der gør billederne åbne for fortolkninger.
Anne Kampmann er født i Danmark, men har boet i Norge de seneste 37 år. Hun har fra sin tidligste barndom haft naturen, og især skoven, som sit kunstneriske erfaringsrum. Hendes far var skovrider (norsk: forstmann), først i Dyrehaven, nord for København, senere i det nordsjællandske Gurre, siden i Jylland, mellem byerne Skive, Herning og Viborg – og til sidst i Grib skov, igen i Nordsjælland.
Anne var den, blandt de tre søskende, der oftest færdedes i skoven. Hun lavede hytter, som hun befolkede med tøjdyr, og udformede landskaber af jord, mos, grene og blade. Hun betragtede opmærksomt dyrene omkring sig, og forestillede sig, at hvis hun kunne aflure rådyrene deres hemmeligheder, så ville hun sikkert kunne lære at tale med dem.
Hendes far var god til at fortælle når de gik i skoven, og her må man formode at grobunden for hele Anne Kampmanns fantasiverden blev til. Den helt særegne, personlige billedverden, der nu er hendes. Hun fortæller, at det er på de lange ture i naturen – når hun opsøger stilheden – at historierne opstår. Og at det foregår i en tavs dialog. En dialog som man stærkt ornemmer, når man betragter billederne. Det handler om et skæbnefællesskab mellem dyr og mennesker. En tavs forståelse af at vi er del af den samme verden – og at det er et skæbnefællesskab der også handler om liv og død.
Som i alle gode fabler og fortællinger udviskes grænsen mellem dyr og menneske – vi tillægger dyrene menneskelige egenskaber, og ser dyret i de menneskelige træk og handlinger. Naturen ånder. Billederne taler til os gennem de ubevidste lag, arketyperne – urkraften.
Med sit naivistiske, spontane billedsprog indskriver Anne Kampmann sig i en dansk/nordisk tradition, der trækker tråde til for eksempel danske Hans Scherfig og svensk/danske Pontus Kjerrman. Og med hendes små skulpturer af drivtømmer, til en periode midt i 1930´erne hvor Sonja Ferlov Mancoba, Ejler Bille og Richard Mortensen var optaget af underbevidsthedens strømme. Under et ophold på øen Bornholm indsamlede de drivtømmer, grene og andre fundne genstande, som de sammenstillede til små skulpturer.
I Anne Kampmanns tilfælde er der ikke tale om en epoke, eller en periode, men om en livslang symbiose mellem natur og menneske. En kunstners insisteren på at trænge dybere og dybere ned i det stof, som urfortællingen udspringer af – og overføre disse erfaringer og indsigter til værker der nu kan opleves på denne udstilling.
I dag deler Anne Kampmann sin tid mellem Hamar i Norge og Tisvilde i Danmark. På de lange vandringer langs havet i Tisvilde finder hun det drivtømmer, der bliver til de fine, poetiske små skulpturer. Små bådlignende former med væsener, der mentalt ynes at være istand til at finde vej over havet mellem hendes to tilholdssteder.
"...Bestandig vendt mod skabelsen ser vi
en evig spejling i den af det fri,
formørket af os. Eller at et dyr,
et stumt, ser op og roligt gennem os.
Dette er skæbne: at være overfor,
og intet uden det, og altid overfor.
Fandtes bevidsthed, som vi har den, hos
det sikre dyr, som drager mod os i
den anden retning -, ville det vende og rive
os med på sin vandring. Dog har det intet blik for
sin tilstand, fatter, måler ikke selv
sit liv: så rent, så ubrudt som dets udsyn.
Hvor vi ser fremtid, ser det alt, og ser
sig selv i alt og er for altid helbredt.
Dog findes i det vagtsomt varme dyr
et stort skjult tungsinds byrde og bekymring.
Til dyret klæber nemlig også dét,
som overvælder os så tit, - erindringen
som havde det, vi higer mod, engang
været langt nærmere, mer trofast, over
al måde blidt tilknyttet os. Her er alt afstand,
dér var det åndedrag. Efter det første
hjem er det andet dobbeltkønnet, blæstfyldt..."
- - -
Citatet stammer fra: Rainer Maria Rilke Duino Elegier, Gyldendal 1982. Oversat og med forord af Thorkild Bjørnvig (fra: Den ottende elegi. Tilegnet Rudolf Kassner, s. 79)
Marianne Bech er mag.art. i kunsthistorie, og leder af Museet for Samtidskunst i Roskilde, Danmark.